Meget af den viden vi har om adfærd hos ørreder og andre fisk der opholder sig i havet, kommer fra succesfulde fisk, dvs. fisk som eksempelvis overlever hele opholdet i havet og vender hjem til vandløbene igen.

Dette skyldes, at den type mærker der kan lave kontinuerte målinger af eksempelvis fiskens temperatur og dybde er tungere end vand, og derfor synker til bunds når fiskene dør. Dermed ligger data fra den døde fisk på bunden i stedet for på en af vores computere hvor det kunne gøre gavn. Dette er eksempelvis tilfældet for vores resultater om havørredens marine adfærd, som blev baseret på fisk der overlevede.

Som noget nyt, har DTU dog anvendt en ny type mærke som faktisk kan flyde. På den måde kan mærkerne fra døde fisk findes på strande og lignende, og derefter returneres til aflæsning hos os. I alt 125 store havørreder blev mærket med denne type mærke, og de 53 blev faktisk returneret.

Disse mærker har givet os muligheden for at sammenligne adfærden hos de fisk der overlever med dem der dør. Nogle af resultaterne er beskrevet her, men du kan få hele historien ved at læse den netop publicerede artikel her.

De mest interessante del-resultater er, at dødeligheden hos havørreder er meget høj i de første uger i havet. De fisk der døde var i dårligere kondition (slankere) da de blev mærket, og har formentlig af samme grund haft svært ved at overleve de første uger i saltvand. Til gengæld var der stort set ingen havørreder der døde af naturlige årsager (ikke fiskeri) efter de første tre uger, så havørreder i god tilstand ser ud til at være gode overlevere i de danske havområder.

Samtidig dykkede de overlevende fisk mest (et dyk er defineret som et besøg under fem meters dybde), mens især de fisk der blev fanget af lystfiskere fra kysten havde dykket mindre og opholdt sig på lavere vand. Det skal understreges, at alle fiskene havde et adfærdsmønster med dykkeaktivitet i dagtimerne og pause ved overfladen om natten (se figuren nedenfor, hvor de grå områder angiver at det er nat), men mønsteret var mest udtalt hos de overlevende fisk.

Som en anden lille kuriositet, kan man give sig til at spekulere på, hvad der forårsagede de døde fisks endeligt. Et af nedenstående tre dødsfald ser eksempelvis ud til at skyldes, at fisken er blevet ædt af en sæl. Kan du se hvilken? Den blå kurve er mærkets opholdsdybde, mens den røde er dets temperatur.

Selvom datasættene fra Karup og Simested egentlig er afrapporteret, har vi holdt systemet kørende ved åernes mundinger, for at se hvor mange mærkede fisk der trak ud af åerne igen i år. Det er der kommet er par interessante resultater ud af.

En overspringer er eksempelvis netop returneret til Karup Å. Fisken forlod åen i marts 2018, og vendte hjem igen for en lille måned siden. Dette er den eneste overspringer vi har registreret af de 160 nedgængere der i alt blev mærket i de to åer i 2017 og 2018.

En anden førstegangshandling har desuden fundet sted i Simested Å. Her er en nedgænger nemlig vendt hjem igen i juni i år efter at have forladt åen i april. Det betyder, at denne fisk nu både har overlevet en tur i Limfjorden i 2018 og 2019, og det er faktisk den eneste af de 160 mærkede nedgængere der er lykkedes med at gennemføre to marine perioder efter mærkningen. Hvis nogen fanger en havørred med et lille sort mærke i bughulen hvorpå der står 1802 4071, bør I således prise denne fisk for den helt særlige præstation.

Ovenstående bliver de sidste datapunkter fra denne runde studier i Karup og Simested Å, og jeg/vi siger tak for lån af fisk og for godt lokalsamarbejde. Havørrederne fra Karup og Simested Å har vist sig at være alvorligt udfordrede når de bevæger sig ud i Limfjorden, og det er spændende om det vil lykkes at forbedre forholdene for dem i fremtiden.

Der er en generel tendens til, at de store havørreder er underrepræsenteret i fangsterne fra kysten i forhold til de fangster der landes i åerne. Det kan der være flere årsager til, hvoraf den ene kan være, at de store fisk søger ud på dybere vand og måske ud i åbne havområder såsom Skagerrak, Nordsøen eller Østersøen om sommeren.

Den slags har vi kunnet se i vores temperatur- og dybdedata, hvor de store (1,6 -7,1 kg da de blev mærket i åen efter gydning) havørreder opholdt sig i varme områder når gennemsnitstemperaturen i de danske farvande var under 10 grader og i kolde områder når gennemsnitstemperaturen oversteg 15 grader. Dette er en god indikation på, at fiskene har opholdt sig tæt på land hvor vandet bliver hurtigt varmt om foråret, og i mere åbne havområder hvor vandet er køligt om sommeren. Konsekvensen bliver selvfølgelig, at disse store fisk udgår fra kystfiskeriet om sommeren.

Ovenstående data er dog alene data fra fisk der overlevede hele deres ophold i det marine miljø og vendte hjem til åerne for at gyde igen. Vi har anvendt en speciel mærketype, som gør at vi ud over disse overlevende fisk, også har fået data på fisk der døde i havet.

Det er interessant, da disse data viser, at der er individuelle adfærdsforskelle om foråret inden bevægelsen ud i det åbne hav finder sted. Nogle store havørreder opholder sig således på lavere vand og dykker mindre og må derved forventes at indgå mere i kystfiskeriet end de havørreder der foretrækker større dybder.

Det interessante er, at der især er en bestemt gruppe der skiller sig ud på dette punkt. Dette er de fisk der er blevet fanget af lystfiskere langs kysten. Vi har fået fire mærker retur fra sådanne fisk, og disse fisk havde både opholdt sig på lavere dybder og haft færre dyk indtil de blev fanget end de øvrige fisk.

De lystfiskerfangede fisk har stadig haft det karakteristiske mønster hvor de dykker om dagen og holder pause ved overfladen om aftenen og natten, men de har bare dykket mindre og til lavere dybder, og derved opholdt sig på lavere dybder generelt end de overlevende fisk. Det kan du se på figuren herunder, hvor antallet af daglige dyk og den daglige maksdybde i de første 20 dage i havet er plottet for overlevende fisk (1), to forskellige grupper af fisk der dør af ukendte årsager (2 og 3) og så en gruppe med de fisk der blev fanget af lystfiskere (4).

Det er selvfølgelig svært at konkludere så meget når vi kun har fire fisk der blev fanget fra kysten. Det er derfor ikke noget vi kommer til at kunne melde bombastisk ud omkring, men data rejser alligevel spørgsmålet om hvor mange af de store fisk der indgår i kystfiskeriet? Er der vitterlig en forskel, så nogle fisk foretrækker det lave vand mens andre hurtigt trækkere ud og dermed har bedre overlevelseschancer i forhold til fiskeri fra både lyst- og garnfiskere?

Det kunne derfor være super interessant at mærke et større antal fisk og tage fysiologi- og DNA-prøver fra dem inden. Kan adfærden i form af dybdepræferencer kobles til bestemte hormoner eller gener, eller er det helt andre ting der afgør om fiskene trækker hurtigt ud på åbent vand og væk fra kystfiskeriet? Med den slags viden, vil vi virkelig begynde at forstå hvad der foregår når havørrederne opholder sig i havet.

Noget af det der gør resultaterne af nedgængerundersøgelsen fra Limfjorden så interessante, er den helt særlige adfærd havørrederne fra Karup og Simested Å viste sig at have i fjorden. Dette og en del andet har vi kigget nærmere på i den internationale videnskabelige publikation vi netop har fået publiceret om emnet.

Her sammenligner vi eksempelvis adfærden i Limfjorden med den andre studier har dokumenteret hos nedgængerørreder i andre fjordsystemer. Der er godt nok ikke publiceret voldsomt mange internationale studier om voksne havørreders vandringer gennem fjordsystemer endnu, men fra dem der findes, kan vi allerede se at havørreder er ekstremt tilpasningsdygtige. Hvis man kigger på tabel 4 i publikationen, kan man således se en sammenligning af fjord-adfærden hos havørreder i danske, svenske, norske og britiske systemer (studiet i Limfjorden er nederst). Selvom studierne ikke har været sat op på helt samme måde, er forskellen på havørredernes adfærd i de forskellige systemer alligevel tydelig.

Her det værd at lægge mærke til, at de tre øverste (norske) studier finder en overlevelse på 56-86 % for nedgængerørreder. En anden norsk undersøgelse som endnu ikke er internationalt publiceret, har fundet overlevelser på 76 %, så det ser ud til at være normalt oppe på de kanter. Deroppe ser man også netop den “klassiske” havørred-adfærd, hvor de fleste fisk vandrer korte afstande.

Der er helt sikker mange forhold der har indflydelse på den måde havørreder tilpasses til at bruge et givent fjordsystem. De studier der foreligger giver kun et snapshot på 1-2 års adfærd i det givne system, men man får alligevel det indtryk, at havørredenes tilbøjelighed til at blive fjorden er korreleret med deres dødelighed i selve fjorden. Det giver god mening, men der er ikke mange fisk der formår at tilpasse sig til den slags som havørreden ser ud til at gøre. Dette kommer ydermere til at stå lidt på spidsen når man kigger på Limfjorden, hvor vi fandt kombinationen af den højeste dødelighed og de højeste hastighed ud af systemet blandt de tilgængelige studier.

Min PhD-afhandling er i øvrigt godkendt til forsvar 21. maj klokken 13 i Silkeborg, hvor ovenstående naturligvis også vil indgå som en del af forsvaret. Her vil det indgå som en del af en mere overordnet diskussion om hvad der påvirker havørredens marine adfærd. Resultaterne fra de foregående tre års undersøgelser viser netop, at et væld af faktorer såsom fysisk tilstand, dødelighed, temperatur, salinitet mv. har eller kan have indflydelse på fiskenes adfærd i det marine miljø.

 

Enogtyvende maj klokken 13 – 16 skal jeg (forhåbentlig) forsvare min PhD med titlen The Marine Life of Sea Trout (Salmo trutta L.) hos DTU Aqua i Silkeborg. Når det er nødvendigt at skrive forhåbentlig, er det fordi bedømmelsesudvalget skal godkende afhandlingen til forsvar, hvilket de forhåbentlig gør.

Et PhD-forsvar indledes med en forelæsning på 45 minutter, hvor jeg præsenterer resultaterne fra PhD-forløbet. Efter en kort pause, overtager bedømmelsesudvalget så taktstokken og begynder at stille en masse ubehagelige spørgsmål. PhD-forsvaret er åbent for offentligheden, og det er fuldt ud acceptabelt at luske hjem i pausen mellem de to dele hvis man kun vil høre forelæsningen.

Bedømmelsesudvalget består af DTU Aquas egen Niels Jepsen, Andy Moore fra britiske Cefas, og Eva Thorstad fra norske NINA.

PhD-afhandlingen er bygget op omkring følgende fem videnskabelige manuskripter, som derfor også udgør kernen i forsvaret:

Flere af emnerne fra de fem manuskripter er tidligere offentliggjort, men der vil også være en del nyt fra især nummer to, fire og fem på listen.

Der er nu to måneder til min samlede afhandling The Marine Life of Sea Trout (Salmo trutta L.) skal afleveres til bedømmelse. Ting skal laves helt færdige, sendes i såkaldt peer review og skrives sammen til en samlet historie, og derfor er der et beklageligt underskud af opdateringer her på bloggen for tiden.

Der kommer flere resultater på et senere tidspunkt, og indtil da er her et par andre historier med relation til de ting der har været omtalt på bloggen:

I fiskeplejeartiklen om nedgængerørrederne nævnes det, at seks af de 30 fisk der forlod Limfjorden i 2017 senere blev registreret i Øresund. En af fiskene svømmede hjem fra Øresund til Limfjorden med en lineær hastighed på 59 km/dag, hvilket er rigtig hurtigt. I 2018 var der ikke udstyr i Øresund til at lytte efter fiskene, men det var der i Roskilde Fjord, hvor der kører en lignende undersøgelse. Her har to af de 30 fisk der forlod Limfjorden i 2018 været på besøg.

I sommers udkom vores resultater vedrørende havørredens temperatur og dybdepræferencer i havet. Resultaterne blev samlet op flere steder, herunder hos en dygtig norsk lystfisker og blogger, som har relateret dem til sine erfaringer med fiskeri efter havørred. Artiklen er bestemt læseværdig hvis man interesserer sig for havørredfiskeri fra kysten, og den er et fint eksempel på hvordan forskningsresultater og praktisk erfaring kan supplere hinanden.

Resultaterne fra Limfjorden viste sig at pege på nogle udfordringer for både post-smolt og nedgængere når de bevæger sig ud i fjorden. Det er noget der har betydning for bestanden af havørreder i store dele af landet, da limfjordsørrederne er gode til at svømme ud i de danske farvande og blande sig med bestandene der. Samtidig er der sikkert lignende udfordringer andre steder i landet i forskelligt omfang, da laksefisk generelt er sårbare i perioden umiddelbart efter de forlader vandløbene.

Nærværende indlæg fokuserer derfor på, hvordan vi kan blive klogere på præcis hvad der foregår når fiskene forlader vandløbet, og hvad vi eventuelt kan gøre for at hjælpe dem med at overleve.

I Limfjorden ser problemerne nemlig især ud til at indfinde sig i den sydlige del af fjorden, tæt på vandløbenes mundinger. Her forsvinder der allerflest fisk, og kan vi komme nærmere hvad der sker i det område, får vi muligheder for at vurdere om vi skal forvalte de marine områder på en anden måde. Skal vi udlægge stenrev eller genplante ålegræs så der kommer skjulesteder og muligvis også andre typer fisk, skal vi skræmme rovdyr væk fra bestemte steder eller noget helt andet? Til at starte med, har vi brug for at vide hvad der egentlig sker.

Det kan vi blive klogere på hvis vi får detaljeret viden om præcist hvor fiskene opholder sig, og hvornår og hvorfor de dør. GPS kan desværre ikke sende gennem vand (ohhh, det havde gjort alting nemmere), men DTU og norske NINA har faktisk været frontløbere i at udvikle en løsning som kan positionere fiskene præcist ad andre veje.

Metoden går ud på, at man mærker fiskene med et akustisk mærke, der udsender fiskenes ID og opholdsdybde en gang i minuttet. Ved at have et stort antal nøje placerede hydrofoner stående, får man mulighed for at se præcis hvilket tidspunkt signalet fra det elektroniske mærke ankommer til hver hydrofon, og derved kan man beregne fiskenes præcise position. I princippet simpelt, men i praksis en større logistisk og matematisk øvelse.

Når setuppet kører, er der dog fuld belønning, da man nu kan se hvad fiskene foretager sig. Det kan eksempelvis se ud som på nedenstående animation hvor en nedgængerlaks svømmer forvirret rundt i en vandkraftsø og leder efter faunapassagen (som befinder sig i øverste venstre hjørne). Animationen er produceret af Henrik Baktoft, som netop er en af udviklerne af positioneringsmetoden:

Hvis man laver en lignende undersøgelse i området omkring vandløbenes mundinger i Limfjorden, vil man kunne se hvor ørrederne opholder sig og hvor de dør. Man vil samtidig kunne se, hvilke områder de færdes mest i, som man har gjort for torsk i en sydnorsk fjord jf. figuren herunder.

Som man kan se, foretrækker torskene områder med ålegræs eller andre typer vegetation på bunden (prikkerne til venstre er torskenes positioner, mens billedet til højre viser bundforholdene, hvor de grønne eller grønlige områder er områder med vegetation på bunden). Ørrederne opholder sig højere i vandsøjlen end torsk, så det er ikke sikkert man vil se samme billede hos dem, men det kan også være man vil.

En sådan undersøgelse vil derved kaste helt nyt lys over ørredernes adfærd og behov i det marine miljø der møder dem når de forlader vandløbene. Vi har efterhånden ret godt styr på hvad vi skal gøre for at hjælpe fiskene i vandløbene, men i det marine miljø ved vi meget lidt om hvad der foregår, og vi kan derfor ikke høste potentielt lavthængende frugter der kan forbedre overlevelsen hos fiskene efter de forlader vandløbene. Resultaterne i Limfjorden har netop vist, at det er et område der kan have meget stor betydning for hvor mange fisk der overlever.

Ovenstående metode kunne derfor være et oplagt næste skridt i udforskningen af havørredens marine liv.

Noget af det smarte ved havørreder, er deres evne til at vende hjem for at gyde i det vandløb de forlod som smolt. Dette fænomen refereres til som homing, og det er smart fordi det betyder at en bestand kan tilpasse sig de lokale forhold over tid.

Et af vores mål med at mærke 160 nedgængere fra Karup og Simested Å var netop at se, om fiskene kunne finde hjem eller om de gik forkert når de skulle hjem fra deres ophold i havet. Det er nemlig kendt fra tidligere genfangst-baserede studier, at havørrederne fra vandløbene i den sydlige Limfjord er meget udbredte i de indre danske farvande. Dette åbnede op for den mulighed, at fiskene måske for vild derude eller bare ikke ville hjem igen, og derfor blev akkumuleret i havet. Vi ville derfor gerne se, om vores fisk kunne finde hjem igen.

Selvom der er nogle begrænsninger i vores mulighed for helt præcist at se hvad der er sket ude i havet, så viser vores resultater dog, at fiskene så ud til at være gode til at finde hjem. Der var således en lidt større andel (52 %) af de Karup og Simestedfisk der forlod Limfjorden som også vendte hjem til den igen sammenlignet med i Gudenåen/Randers Fjord (45 %), hvor DTU Aqua lavede en lignende undersøgelse tidligere.

Vi har samtidig haft noget udstyr stående i Øresund i 2017, hvilket har givet nogle interessante oplysninger. De fisk der har svømmet gennem Øresund på deres vej hjem mod Limfjorden, har nemlig efterfølgende krydset Kattegat på 3-6 dage. Her har det indre kompas derfor været kalibreret rigtig godt.

Der er dog fulde onkler i alle familier, og nogle af fiskene har således også vandret forkert undervejs.

Det er eksempelvis sket i et par tilfælde, at Karup-fisk er kommet til at vandre ind i eller hen til mundingen af Hjarbæk Fjord, hvorefter de er vendt om og svømmet til Karup. Samtidig har vi en Simested-fisk der svømmede ind i Randers Fjord på sin vej hjem i 2017, hvorefter den vendte om og fortsatte sin hurtige vandring hjem til Limfjorden og Karup Å.

Det bedste eksempel vi har set, er dog en Simested-fisk der har fundet hele vejen op i Karup Å 9. juli i år. Det gik tilsyneladende også op for denne fisk at den var galt på den, for dagen efter forlod den Karup Å igen, inden den fandt hjem til Simested Å to dage senere. Her er tale om en stor fisk der målte 75 cm da den blev mærket i februar, så de er sikkert glade for at have den hjemme i Simested.

Selvom nogle fisk vandrer forkert, har vi altså ikke set nogen der har gjort det uden at erkende sin vildfarendhed og vende om igen. Da andelen af fisk der vender tilbage til fjorden samtidig er relativt fornuftig, peger vores resultater på at fiskene fra Karup og Simested ikke er dårlige eller uvillige til at finde hjem igen.

Hvis man skynder sig, er der stadig mulighed for at komme til et gratis foredrag hos DSF om havørredernes marine liv. Det hele finder sted 1. november, hvor jeg giver en mere dybdegående præsentation af de resultater der er kommet ud af de sidste snart tre års undersøgelser. Der vil også være rig mulighed for at komme med spørgsmål eller kommentarer.

Du finder mere info om foredraget samt tilmelding dertil her.

Der er masser af føde for havørreder i Limfjorden. Det har Kaare “Guldfar” Ebert fra Sportsfiskerforbundet påvist da han begik sit speciale i sin tid, og man ser da også tydeligt at fjorden er produktiv når man færdes deroppe.

I år har vi fået en særlig god mulighed for at vise dette, da vores udstyr har stået skjult under vand som konsekvens af de mange forsvindingsnumre der blev udført med det udstyr der stod på overfladen sidste år.

Når man haler sådan en gang udstyr op i båden, bliver den levende af alle de rejer, tanglopper, orme- og polypdyr, muslinger, krabber og hvad ellers der har brugt udstyret som hjem. De kritiske dele af udstyret renses efter behov når man kigger til det gennem sæsonen, men på tovværk, bundankre og lignende har Limfjordens fauna fri leg. Se bare her hvad det bliver til på en sæson…

Her har vi noget udstyr der har stået på to meters dybde ved Sundstrup:

Ved Aggersund har polypdyrene overtaget i stedet for muslingerne. Her en bunke udstyr der har stået ude på fire meters dybde. Tovets renhed skyldes at dyrene faldt af da det blev halet ombord på rælingen:

 

Ved Sallingsund har de lidt af det hele. Det udstyr man ser her, har stået ude på seks meters dybde:

Et besynderligt væsen der kom med op i Sallingsund:

Der var ikke mange havørreder i dette indlæg, men det kommer snart. Resultaterne fra Limfjorden forventes at blive offentliggjort om få uger.